Alt om dagen

Mit liv som hund, øh mand, øh..noget. På denne side vil du ikke finde de store seriøse komplekse debatter, men hvad jeg oplever, og hvad jeg synes vil jeg skrive om. Og du vil opdage at jeg har en mening om mange ting. Du er naturligvis altid velkommen til at skrive en kommentar til mig. Også selv om den ikke lige vedrører emnet.

Navn:
Sted: Nexø, Bornholm, Denmark

30.5.04

Mallorca

Ja sà sidder jeg pà den dejlige ferieö. Det er jo dejligt vejr - 25 grader og solskin det meste af tiden. Der er ogsà skyer pà himmelen men det er bare rart. For det giver det rigtigt dejligt klima hernede.

Som jeg godt var klar over, er öllene kolde hernede og smager rigtig godt faktisk. Og det er da rart noget fungerer. Jeg hàber naturligvis at i alle i Danmark har det godt og at i er ved godt mod pà trods af det jo helt sikkert ösregner hos jer. Det er jeg helt sikker pà. Vi ses!

24.5.04

Godt tilbud???

Ja vi har jo haft dette oppe før, men da der nu er nye informationer i sagen, tager jeg det op igen. Lars Larsens husstandsomdelte bog. Det viser sig nu, at Lars er blevet årets mest læste forfatter. Bogen er blevet omdelt til 2,4 millioner husstande, og 20% af danskerne har læst den. Kun telefonbogen og Bilka-reklamer er mere læst i år. Undersøgelsen er lavet af SONAR og den viser, at 71% af de adspurgte har læst hele, dele af den eller påtænker at læse den. Dog viser undersøgelsen, at det især er kvinderne over 50 der har læst den, hvorimod de unge piger slet ikke har. Endvidere har de fleste der har læst bogen "kun" en folkeskole-eksamen. Dem med videregående uddannelser gider ikke læse det skrammel.

Reklameeksperter er meget uenige om, hvorvidt det er en god idé for Lars Larsen og JYSK at udgive denne bog, men jeg vil give Frederik Preisler fra reklamebureauet Propaganda ret i, at der helt sikkert ikke er mange der køber mere i JYSK bare fordi de har læst Dyne Larsen skamrose sig selv over en hel bog, og Frederik omtaler Larsens egomani. Og det må da være det der er galt.
Det der sker i følge eksperterne er, at de mennesker der ikke i det daglige køber mange bøger og læser mange bøger, føler de har fået en gave de kan sætte i bogreolen, og føler derfor at "naturligvis vil jeg læse den". Larsen hævder allerede nu, at de 12 millioner kr. det har kostet at trykke og distribuere bogen er tjent ind igen på et meget stigende salg. Mon??? Men dog indrømmer han, at bogen er en reklamekampagne. Så han er da i det mindste ærlig.

Dødsbo købes

Jeg kører tit forbi en forretning på Amager der faktisk hedder "Dødsbo købes". Og hver gang tænker jeg at det er da et underligt navn at give en forretning. Det ville jo være det samme hvis optikeren hedder "Briller sælges" eller Tatovørens forretning hedder "Mennesker tatoveres". Jeg må skrive til dem og bede dem ændre navnet. Det er for trist at se på!

22.5.04

Hvor har du været?

Jeg blev lige inspireret af en af de blogs jeg jævnligt læser. Og når jeg nu selv er på vej ud i verden igen, synes jeg det kunne være sjovt at lave et verdenskort med lande jeg har besøgt.

Hvor har du været. Og kan du anbefale et bestemt sted?

20.5.04

Byens Hold

Jeg kan bare ikke lige undlade at sige held og lykke til BIF i næste sæson. Hvis i vil have lidt tips til hvordan man vinder pokalen, kan vi naturligvis hjælpe med råd og vejledning.

18.5.04

Mad og drikke

Jeg har her til aften fundet ud af 2 ting der ikke smager godt sammen. Choko-cornflakes og Koldskål. Bemærk at selv om Koldskålen er iskold - smager det alligevel dårligt. Øv.

Og så synes jeg i øvrigt, at det er trist at den lækre Toffi-Fee skal ødelægges med en nød i midten. Jeg spytter den ud.. Den skal ikke ødelægge min fantastiske smagsoplevelse.

Mallorca

At tænke sig, at man kan tage et lille smut til Mallorca med 4 overnatninger og halvpension for under 1000,-. Hvis man altså har en flybillet som jeg jo har. Det er da det fedeste ikk'? Så jeg smutter nok en tur i næste uge. Det bliver bare så dejligt.

17.5.04

Så kom den

Endelig skete det vi alle har ventet på. Den store debattør og kommentatør på min side, har fået sin egen blog. Og hvilken blog. Man må sige at den har format.

Jeg vil være den første til at bede alle læsere her på min blog, om at slå et slag forbi denne nye fantastiske nyskabning. Det bliver så godt det her. Og adressen er (kan du ikke gætte det?):

16.5.04

Stakkels, Stakkels, Stakkels

Ja her er naturligvis tale om Brøndby Fodboldklub's fans, (om end der ikke kan være mange tilbage).

Men hvor er det trist, at man både bliver frataget pokalen og guldet det år hvor man virkelig mente at nu skulle det være.
Stakkels, stakkels, stakkels

14.5.04

Sikkerhed

Så forstår jeg ikke at der skulle gøres så meget ud af sikkerheden ved det kongelige bryllup i dag. Jeg så at der til festen i aften var en udsending fra England, som uden problemer kunne have ordnet en hvilken som helst skurk og terrorist: Agent 007 - Roger Moore. Hva skulle politiet så lave?

13.5.04

Fjer og dun

Set under "Indholdfortegnelsen" på en af IKEA's dyner:
"De dun og fjer IKEA bruger kommer aldrig fra levende dyr"
Så er jeg mere rolig. Det ville da også være et værre arbejde at rende rundt og snuppe fjer og dun fra levende dyr. De løber jo frit omkring. Altså hvis de er økologiske.

Alle andre gør det

Altså taler og skriver om de 2 der skal giftes i morgen. Og undskyld mig at jeg ikke kan følge hysteriet. Jeg kan bare ikke. Jeg hørte at brylluppet sandsynligvis vil koste mindst 142 millioner kr. Dog betaler hoffet selv 2 millioner. (Altså af de penge de i forvejen får af staten, så det er ikke nogen trøst). 142 millioner kr. er mange penge i et land der kæmper med ventelister på sygehuse og plejehjem, som mangler institutionspladser, som må afskaffe hjemmeværnet for at spare - æh - glem det med hjemmeværnet, det er fint nok.

Men tænk på, hvor mange penge der bruges på dette bryllup. Jeg synes ikke det er rimeligt. Det synes jeg bare ikke.

10.5.04

Ruukuu Haaruumink

Ja det var noget i den retning jeg så på en lastbil i dag. Den var godt nok fra Finland, men jeg forstod alligevel hvad der stod:

"Vi kører slik for Haribo"
Eller
"Politiets nye pistoler skal frem - gå væk"
Eller
"Min er større end din - flyt dig spasser"
Eller også står det bare for
"Finsk Systemtransport"
Skulle jeg have studeret finsk???

7.5.04

Så er der gulerødder

Så besøgte vi Mc. Donalds her til aften. Det er jo altid en oplevelse for børnene. Og så fik de prøvet fast-food kædens nye tiltag. Nu kan man i stedet for pommes frites til et Happy-meal få en lille pose gulerødder. Og det er da både sundt og dejligt. Bortset fra at ungerne ikke gider æde dem. Vi får da grønt nok hjemme!!! Men naturligvis for dem der ikke får grøntsager til dagligt, er det da godt for samvittigheden at man nu kan fodre sine børn af med gulerødder når man spiser fast-food. Rigtig god idé.

6.5.04

Fartgrænser

Nu må man så køre 130 km./t. det er da vildt fedt. Men der er bare så stadig nogen ting jeg ikke fatter: 1. Der findes ingen skilte hvorpå der står 130 på. Det skal man gætte sig til. (Nå jo, men der skal jo være 800 m. mellem hvert hastighedskilt så man kan køre 130 hvis man ikke har mødt et 110 skilt de sidste 800 m) Ja hvis det ikke forvirrer, så ved jeg ikke hvad der gør. 2. Man har flere steder sat farten ned? F.eks. nu må man kun køre 90 fra Amager til Avedøre. På en 3-sporet motorvej? Ja jeg undrer mig bare. Hvorfor er det at dem der tager disse beslutninger enten har privatchauffør eller også cykler de. De kører i hvert fald ikke på Amager-motorvejen det er helt sikkert. 3. Er man nu helt sikker på, at der er længere strækninger i Kongeriget Danmark hvorpå man må køre 130 end man må køre 110? For ellers kunne det da bedre betale sig at sætte 130 skilte op i stedet for 110 skilte op. Hvor meget kunne vi spare på den konto. - Men hva' - kør i bare 130, i der kører på veje hvor man må køre 130. Jeg har det helt fint med at køre 90 halvvejen til arbejde. Det betyder kun 10 minutter extra hver morgen. Jeg står gerne tidligere op.

4.5.04

Tequila

Når jeg tænker tilbage på lørdagens episoder må jeg indrømme, at stærke drikke kan påvirke min dømmekraft. Ikke at jeg blev beruset, slet slet ikke, men måske spiste jeg noget dårlig mexicansk mad. Jeg havde det i hvert fald ikke helt godt dagen efter. Andre (og du ved hvem jeg mener) må undskylde de underlige beskeder sent om aftenen. Havde nok bare brug for hjælp til at tømme.....

Farmen

Jeg ved det. Mange er trætte af denne underlige udsendelse på TV3. Men jeg hygger mig nu med den. Jeg kunne ikke lade være med i mandags at mumle lidt i skægget over Sohela. (eller hvordan det underlige kvindemenneskes navn nu staves). Hun sidder og siger, at Simon er en ond person. Men hvem er det, der ikke på noget tidspunkt i hele udsendelsen, har udtalt noget som helst positivt om andre end sig selv. Som har løjet, spillet spil, smædet rænker og opført sig som en dum lille sæk der skulle have nogen på hovedet. Ja jeg nævner ingen navne, men Sohela ved nok hvem jeg mener. Surt at du ikke blev kørt på den lukkede. Det havde de øvrige deltagere fortjent. De kæmper en kamp for at bevare freden, og du ødelægger den konstant. Aaaaarrrrrgggghhhhh

7,8 millioner kr.

Så mange penge har Københavns Kommune besluttet at spendere til det nye kongelige par. De har da ikke spurgt mig? Og er jeg ikke en del af Kommunen? Måske synes jeg bare, at pengene kan bruges bedre andre steder. Vi kunne bruge nogle flere institutionspladser, mere personale på hospitaler og plejehjem, bedre veje og mere politi. Men næ-nej - vi er fine på den, og bejler til de Royale. De bor jo også i vores kommune. Og når rige bor i vores kommune, betaler de masser af penge i skat, og derfor kan det netop betale sig at beholde dem. Nå nej - det gør de Royale så heller ikke. Ja så mangler jeg grunden til at der skal gøres så dyr stads ud af dem. (Og hvor var gaven fra kommunen da jeg blev gift Kramer Mikkelsen - hva?)